Schleich Dinosaurs - Triceratops
Triceratops kunne blive 8-9 m lang og veje 6 ton. Den massive nakkekam er karakteristisk for Triceratops og de lange nakkekraver og det korte næsehorn gør dem nært beslægtet med chasmosaurer. Nakkekraven er en sammenvoksning af issebenet og skælbenet. Både pande- og næsehorn var dækket af en hornskede, der gjorde dem længere og spidsere (pandehornstejlen var op til 90 cm lang, plus hornskeden). Ligeledes var den rostrale og prædentale knogle dækket af et fugleagtigt hornnæb til at klippe kviste og blade af planterne. Kindtænderne gled forbi hinanden som en saks og kværnede planteføden.
Triceratops' nakkekam kan have beskyttet dyrets hals og skuldre mod rovdinosaurernes tænder, der er fundet bidemærker i nakkekammene. Hannerne kan også have anvendt nakkekammen som display og yderst sandsynligt har de som kronhjorte prøvet kræfter med hinanden. Det er muligt at Triceratops har kunnet løbe og har brugt pandehornene som våben mod ærkefjenden Tyrannosaurus.
Schleich Dinosaur Triceratops måler: L: 22 x H 9 x B: 6 cm
Alders forslag: fra ca. 3 år